Jeg siger ikke du er indoktrineret, men…

En lille månedstid med store og små oplevelser er gået i Putins land. Skolemæssigt har vi gennemført faget ”Doing Business in Russia”. Fritidsmæssigt er min roomie blevet berøvet to gange indenfor 36 timer, hvilket dog kom som noget af en overraskelse, da man ikke på noget tidspunkt føler sig utryg her i byen.

”Doing Business in Russia”

Det har været et interessant fag at følge, og har bidraget til mange gode grin, men også interessante gæsteforelæsere. Det overordnede formål med faget har været at give os en bedre indsigt i landet, og hvad kan man forvente hvis man ønsker at starte en virksomhed i landet.

Den fagansvarlige og daglige underviser har været en dame i 50’erne. Hun er født og opvokset i Rusland, uddannet økonom fra St. Petersburg University, og har senere taget en MBA på Bocconi i Milano. Hun har opnået praktisk erfaring gennem arbejde for nationale og internationale selskaber, og er nu chef for universitetets kandidatprogrammer. Man kunne derfor forvente at hun havde en hvis grad af perspektiv og indsigt. Det var dog ikke tilfældet, og ofte sad vi 50 studerende og kiggede panderynkende på hinanden efter endnu en af hendes fantastiske udtalelser om strategi og makroøkonomi.

Et fremragende eksempel på hendes stolthed og indoktrinering omhandlede ost. Russerne er svært glade for ost, men efter sanktionerne er man blevet nødt til at være selvforsynet. Dette har resulteret i en meget lav kvalitet sammenlignet med før sanktionerne og den vi kender. Hun mener derimod at osten rent faktisk er blevet bedre end den var før sanktionerne, og det generelt er godt med sanktioner, da det stiller større krav til de russiske producenter. Det faktum, at konkurrence er positivt, da kvaliteten stiger og prisen falder bliver 100% tilsidesat. Om en person der ikke var vokset op i Sovjetunionen ville sige det samme, vil jeg lade stå hen i det uvisse.

Krise?

Hvorvidt der egentlig er tale om krise i Rusland, eller om alt er som det plejer, er der ikke mange der vil svare på. Dog havde en gæsteforelæser sit syn på det:

”Russian Culture is to overcome crises, that’s why we always make sure that there always are a lot of criseses in Russia” Igor Rozgdestvney, Dobbelt Ph.d. i Fysik.

Dette er et interessant citat, og sætter nogle tanker i gang omkring hvilken strategi og taktik man egentlig følger. Sanktionerne gør at russiske virksomheder skal investere mere for at kunne følge med efterspørgslen, hvilket giver god mening. Men hvad sker der så når sanktionerne bliver afskaffet, og hvis man gør det ”over-night”, må det siges at være en bombe under økonomien. For hvad hvis de russiske virksomheder ikke kan konkurrere på pris, kvalitet etc. med de udenlandske virksomheder som ville søge tilbage mod landet? Effekten kan næsten sammenlignes med at fjerne den danske bilafgift fra den ene dag til den anden. Krisen kunne principielt blive endnu værre end den er nu, og måske minde mere om den man så da man gik fra planøkonomi til markedsøkonomi tilbage i starten af 90’erne, hvor det samlede BNP faldt med ca. 40% fra 1992-1997, og arbejdsløsheden steg fra 0% til 10%, pt. er arbejdsløsheden ca. 5,6%. Ultra kapitalisten vil sige, at man blot skal slippe det hele fri. Men jeg er ret sikker på at 9/10 russere har en anden holdning.

Investeringerne forsvinder

Den ledende partner for PwC i Skt. Petersborg var også forbi universitetet og holde en ”fact-baseret” forelæsning omkring Rusland. En af hans væsentlige og lidt mere ironiske pointer var at det land i verden som investerede mest i Rusland for tiden, er Cypern. Det kan der selvfølgelig være flere årsager til, men den mest sandsynlige er at der er tale om russere som stadig har en interesse i landet, men ønsker at beskytte sin formue, og måske også har lyst til at betale lidt mindre i skat. Dog har Rusland ret favorable skattesatser, 20% i selskabsskat, og 13% flad skat på personlige indkomster.

At stolthed og måske også en smule arrogance eksisterer i stor stil er svært at komme uden om. Men er det i virkeligheden ikke også det der definerer en Stormagt? Hvem ved..

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *