Turen går til Sibirien

Der er gået cirka 1,5 måned siden mit sidste indlæg, og det er bestemt ikke fordi der ikke sker noget i Rusland. Vi har blandt andet været på en længere rejse med den transsibiriske jernbane, som jeg gerne vil fortælle lidt om.

Turen for mit vedkommende startede i en by ved navn Ekaterinburg omkring 1.400 km. øst fra Moskva, hvor vi mødte resten af gruppen, som var taget af sted 3 dage tidligere med tog. Vi var dog forhindret i at tage af sted med dem, og måtte flyve dertil. Det faktum at vi skulle til at prøve kræfter med den russiske flyindustri, var umiddelbart ikke en særlig behagelig tanke. Denne blev forstærket da den eneste flyvning fra Skt. Petersborg den pågældende dag var med ”Ural Airlines”, et tilsyneladende gratis crash, men vi blev dog noget klogere, og det var helt igennem en positiv oplevelse.

Den transsibiriske jernbane er omkring 100 år gammel og blev grundlagt for at forbinde den vestlige del af Rusland med den østlige. Jernbanen er drevet af ”Russian Railways”, som driver omkring 86.000 kilometer skinner, hvoraf ca. 9.500 kilometer løber parallelt med Kasakhstan, Mongoliet og Kina og danner tilsammen den transsibiriske jernbane. Herudover er de arbejdsgivere til 840.000 mennesker, eller cirka 1/6 del af Danmarks befolkning, og er derfor blandt verdens største virksomheder målt på antal ansatte. De transporterer årligt omkring 1 milliard mennesker.

Hele turen tog samlet 14 dage, og undervejs besøgte vi 6 forskellige byer. Eftersom vi skulle have ”The Real Experience”, så foregik rejsen selvfølgelig på 3. klasse. Her bor man i en togvogn med 52 andre mennesker, som rejser med tog fordi de enten ikke har råd til at flyve, eller fordi de bor i nogle byer som er svære eller umulige at nå med fly. Det skal siges, at indenrigsflyvningerne i Rusland er meget billige, derfor er det også ofte meget fattige mennesker der benytter toget og specielt 3. klasse. Derfor blev der også kigget langt efter os, når vores gruppe på 15 vesterlændinge gjorde vores indtog.

Mange russiske fængsler ligger i og omkring Sibirien, og man kan derfor være heldig at møde nyligt løsladte fanger på toget. Det gjorde vi, da en meget fuld mand pludselig ville snakke med os, og nok mest de piger som også var med på turen. Han fortalte han var 34 år gammel (han lignede en på 50), og havde sammenlagt siddet i fængsel i 15 år af sit liv, hvorfor vides ikke med sikkerhed. Vi havde dog svært ved at tro på dette, hvorefter han valgte at vise samtlige af hans tatoveringer, som symboliserede diverse handlinger – det var altså the real deal!

At Rusland har et problem med alkoholmisbrug oplever man først rigtigt når kommer væk fra de store byer, og det var for eksempel ikke unormalt at de mænd der rejste alene, havde medbragt en flaske vodka eller to, som de dog glædeligt delte ud af. Det er dog ikke tilladt at drikke alkohol i vognene, men det er folk egentlig ret ligeglade med.

Hele turen endte i Vladivostok, som ligger 2 timers flyvning fra Tokyo, og et stenkast fra den Nordkoreanske grænse. Efter 12 dage inde i landet, blev vi noget overraskede over at Vladivostok egentlig er en meget international by. Dette kan blandt andet forklares med at byen under Sovjetunionen var delt i to, hvor den ene del bestod af fiskere som ikke måtte forlade landet, og handelsrejsende der gerne måtte forlade landet, udgjorde den anden del.

Da vi ankom til lufthavnen i Vladivostok, var der til vores store overraskelse et passagerfly fra Nordkorea. Det lignede ikke umiddelbart at det var flyvedygtigt, men vi blev dog klogere, da lyden af et tordenvejr pludselig kom – og vi kunne se flyet lette med succes. Foran os havde vi en af verdens længste indenrigsflyvninger på 9 timer, og da vi finder os tilrette i flyet går det pludselig op for os, at der sidder en mand med et emblem på sin skjorte, som afbilleder Kim Jong-il og Kim Jong-on – han er altså højst sandsynligt fløjet ind fra Pyongyang (hovedstaden i Nordkorea), hvor det før beskrevet fly kom fra. Han skulle en tur til Moskva, men hvad han skulle, er dog svært at svarer på – han kunne hverken snakke Russisk eller Engelsk.

Den transsibiriske jernbane er en meget anbefalelsesværdig rejse, som jeg må indrømme, at jeg nok ikke ville tage igen – men noget jeg bestemt ikke fortryder!

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *